Bloganalyse

http://iameverydaypeople.wordpress.com/2009/03/31/did-i-mention-i%e2%80%99m-in-love-with-banksy/

Kan blogfænomenet defineres?

                   Siden dannelsen af internettet og dets virtuelle univers er verden blevet tilført et vælg af kommunikative muligheder. Sociale mødesteder såsom Facebook, Myspace og MSN er kun et par ek­sempler på disse. Men efterhånden som internettet har udviklet sig er der blevet tilføjet langt flere muligheder indenfor kommunikation. De er nu ikke længere begrænset til kun at skulle bruges til chat på hyggebasis. Mulighederne er rykket videre til næste skridt, skridtet mod muligheden for kommuni­kativ seriøsitet i form af debat, holdninger og konstruktiv kritik.  Skridtet er taget og har bevæget sig mod et virtuelt fænomen hvor både skriftlige evner såvel som evner indenfor Html-kodning gør sig yderst gældende. Fænomenet kaldes blog og brugerne, noget så kreativt som bloggere.  

                   For nogle lyder dette fænomen måske komplet ukendt, men de fleste internetbrugere, hvilket mere eller mindre udgør den almene borger, har på et tidspunkt været i kontakt med en blog, måske blot uden at have vidst det. Men hvis adskillige internetbrugere har været et smut forbi dette relativt nye fænomen, hvorfor har de så ikke været klar over hvilket medie de bevægede sig ind på? De fleste in­ternetbrugere er til hver en tid klar over hvilken form for internetside de betræder når de bevæger sig rundt i det virtuelle univers, uanset hvor moderne og nyskabende det end må være. Så hvorfor opstår denne klarhed ikke når de klikker sig ind på en blog? Svaret må være at de fleste simpelthen ikke ken­der definitionen af en blog, hvilke elementer den indeholder og hvad dens formål er. Men kan det vir­tuelle medie i sin helhed overhovedet defineres, betegnes som en genre for sig? Der findes ikke noget konkret svar eftersom fænomenet stadig er relativt nyt, dog kan man sammenligne et antal blogs, være opmærksom på fællestræk og herefter forsøge at give en betegnelse af hvad en blog er.

Eksempel på en blog – I am everyday people

                   Et eksempel på en blog, som indeholder en række kendetegnende elementer samt en tydelig hensigt, er bloggen oprettet af en ung kvindelig studerende fra Seattle ved navn Monica. Når man i første omgang klikker ind på denne unge piges blog, er det ved første øjekast ikke udseendet der imponerer. Layoutet er for det første yderst kedsommelig, der er intet gennemgående tema i farvevalg, intet valg af mønstre eller virtuelle ornamenteringer. Om dette er af den unge stude­rendes eget valg, eller ligger grundet i manglende kendskab til Html-kodning vides ikke. Titlen på bloggen er heller ikke med til at slå benene væg under modtageren. Titlen “I am everyday people” møder en i det samme man klikker ind og giver én indtrykket af at dette er en almindelig blog, med indsigt i en almindelig bloggers tilværelse og tanker. Men hvis man rent faktisk tager sig tid og sætter sig ind i denne unge piges skriverier forholder det sig gudskelov anderledes.

Tekstanalyse – Did I mention I’m in love with Banksy

                 Men naturligvis kan man ikke komme uden om at bloggen tilhører en teenager hvilket også kommer til udtryk i de adskillige blogindlæg. Dog bliver dette ikke skildret på en egocentreret og stereotypisk facon igennem drengeproblemer og modekriser, men mere i form af betænksomhed, funderen og nysgerrighed hvilket også kunne siges at være bloggens røde tråd. Dog kunne man være tilbøjelig til at tro, ud fra bedømmelse af dette indlægs titel, at netop dette blogindlæg omhandler kærestekvaler, men tværtimod. Indlægget er skrevet ud fra en sammenblanding af to forskellige tekstgenrer. Der er både tale om et essay med et vælg af holdninger og reflekteringer over tilværelsen og den verden vi lever, men samtidig giver teksten også et anmelderagtigt præg. De to tekstgenrer kommer til udtryk igennem det man kunne kalde tekstens tema hvilket er mennesket og den verden vi lever i.  Igennem dette overordnede tema kan det tydeligt fornemmes at dette indlæg også er præget af fundering og betænksomhed. De to tekstgenrer bliver skildret igennem tekstens komposition bestående af tre overordnede inddelinger. Første inddeling er i form af et citat, anden inddeling er en refleksion over Monicas eget liv og tredje inddeling er en henvisning og, på grænsen til, en anmeldelse af den amerikanske grafiske kunstner Banksys værk, “Wall and piece”.

 

•  1.      Citat

                  “The human race is the most stupid and unfair kind of race”. Ud fra denne sætning, hvilket udgør den indledende del af citatet er den hårde og holdningspræget tone slået an. Det er allerede her klart at mennesket er i centrum. I citatet sammenligner Monica menneskeheden med løbere, runners. Disse “løbere” deler hun billedligt op i to grupper. Der er den gruppe som end ikke har et par ordentlige løbesko, og ikke får tilstrækkeligt med vand. Den anden gruppe består af løbere som er født med et massivt forspring hvilke tilmed også får masser af hjælp på deres løbestrækning. Hermed mener Monica at det ikke er overraskende at løberne uden de gode løbesko opgiver at konkurrere med de andre løbere. Derfor mener Monica at det verden har brug for er streakers, hvilket oversat direkte til dansk betyder nøgenløbere. Tolkningsmæssigt kan gruppen af løbere uden tilstrækkelige midler tolkes som værende den ringere stillede del af menneskeheden, hvor gruppen af løbere med det massive forspring, er den del af menneskeheden som er bedre stillet, eksempelvis på den økonomiske facon. Nøgenløberne symboliserer, netop på grund af deres nøgenhed, de modige og rebelske. Dem som tør at tage kampen op på deres vegne men mest af alt på vegne af de dårligere stillede. Det er dem som tør og ønsker at tage kampen op, dem som ønsker at skabe en forandring.

 

•  2.      Refleksion over tilværelsen  

                  “The past year has been rough on me, life threw me lemons, again, but I couldn’t bring myself to make lemonade this time”. Denne sætning indleder, hvad fra Monicas er en, hårdtslående refleksion over hendes teenagetilværelse. Som mange andre teenagere der føler at verden er imod dem, beskriver Monica med denne billedliggørelse at hendes liv bogstavelig talt er surt, hvilket bliver symboliseret ved citronerne. Hun giver ikke udtryk for hvad grunden til denne negativitet skyldes, men i al fald er hun på grund af denne negativitet gået hen og blevet lad, inaktiv og uden lyst til at gøre en forskel i sin egen tilværelse. Men dette er ikke hvad Monica ønsker. Hun ønsker netop at være en nøgenløber! – at gøre en forskel, at være revolutionær, og hun er fastbesluttet på at gøre dette.    

 

• 3.      Inspiration og henvisning til Banksys “Wall and piece”

                  Kunstværket “Wall and pjece” af den amerikanske kunster Banksy, ser Monica som en kæmpe in­spiration. Værket er i form af en fotobog fyldt med billeder og anekdoter, der skildrer verden som en kontrast mellem det idyllisk humoristiske og det rå realistiske. Et værk som for Monica er en sand in­spiration til at finde sin indre streaker, sin indre revolutionær og verdensforandrer. Hun ser kunstne­rens værker som ærlige og forguder den måde han formår at vise verden som det forfærdelige og traumatiske sted det i virkeligheden er. Samtidig finder hun det også fantastisk at han formår at krydre denne barske realitet med humor. “If humor is what gets us through our realities, then so be it”. Eksem­pelvis har kunstneren malet på muren som adskiller Israel og Palæstina hvor vagter står og vogter. Denne gå på mod er hvad Monica ønsker. Derfor spejler hun sig selv i Banksy og hans kunst, hans for­søg på, gennem billederne og hans budskab, at skabe en forandring.  Billederne skildrer altså verdens realitet og dens tilstand. En tilstand som Banksy, ligeså Monica ønsker at forandre. Banksy som kunstner og Monica som nøgenløber.

  Billedanalyse

                   Monicas ønske om at være revolutionær samt Banksys vision om, igennem hans billeder, at gøre en forskel skaber en perfekt sammenhæng mellem billede og tekst. Et glimrende eksempel på dette er det største billede med de to små legende drenge.

  

                  Hvis man fokuserer på billedet af de to drenge der står og leger, trygt ved muren, er det tydeligt at emner som forandring og realisme træder igennem i dette billede. Hvis man går ud fra at muren om billedet er blevet malet på netop er muren som adskiller Palæstina og Israel, illustrerer billedet en barsk fortælling om to små drenge som ønsker at komme ud på den anden side af muren. Billedet af palmestranden og det smukke hav illustrerer hvordan de inderst inde drømmer sig væk til en bedre og mere sikker tilværelse end den de befinder sig i. De søger idyllen, og hvad er mere idyl for to små drenge end en hvid strand hvor de kan bygge sandslotte og huler. Følelsen af ulidenhed og en tilstand af ulykke ses især i den stående drengs ansigt. Dette lægger højest sandsynlig grundet i at den stående dreng er ældre end den siddende og kender derfor den barske tilværelse de begge befinder sig i.

                Dette billede er altså et glimrende eksempel på Banksys vision. En vision baseret på skildring af den barske virkelighed vi hver især befinder os i, og at denne virkelighed må og skal forandres.Med inddragelse af billeder fra den amerikanske kunstner er det altså tydeligt hvad den unge bloggers hensigt med blogindlægget er: at informere om at handling skaber forandringen. Det er vig­tigt at folk ikke bare forholder sig passive men i stedet beslutter sig for at gøre en forskel, beslutter sig for at forandre og gøre en forskel. Hvad enten det er at male på en israelsk-palæstinensisk mur eller løbe nøgen.

Min hyldest til sommeren

                  Jeg får øje på træernes knopper, blomsterne springer ud og den lille pige i den røde kjole leger livligt med de andre børn. Mens man går forbi de mange ligusterhække, hvor indeboerne endelig titter hoveder frem fra deres skjul, får man øje på de længeventede smil. Byen er endelig vågnet. Vågnet op fra en søvn af kulde, og uldne halstørklæder.  Op fra en søvn af depression og negativitet. Istedet er der vokset en overtagende følelse af glæde og idyl frem fra de udblussende træknopper. Knopper der prikker og sitrer i kroppen. Ja ligefrem driller følelsen én helt ned i tåspidserne.

                  Denne følelse blev jeg personligt influeret af idag. Den kom sniende ind imellem læberne, gennem ørerne og via hænderne, gennem de dejlige blomsterdufte. Jeg kune straks mærke en kildende fornemmelsen. En fornemmelse der gav mig smilet på, der fik mig til at føle mig lettere og gladere. Med ét vidste jeg at sommeren var ankommet – endelig!  Men det jeg bemærkede mest på min slendren gennem ligusterkvarteret var ikke min egen trækken på smilebåndet – det var tværtimod den refklekterende effekt smilet havde på nabolagets beboere. Det var tydeligt at de også mærkede den gennemtrængende sitren i kroppen, at de også kunne mærke at nu var det endelig blevet sommer.

                  Det var tydeligt at sommeren, dens ankomst, havde en klar og tydelig effekt på folk. Den bragte glæde frem i deres ansigter, skabte en idyl imellem dem selv og deres medmennesker. En ny familien Danmark tittede frem fra de udsprungne hække. Gennem mine indtryk var det tydeligt at folk blev gladere og mere positive af sommerens indtræden i det ganske land. Det var fantastisk at se folks blændende positive ansigter men samtidig slog det mig – hvorfor er det netop om sommeren at folk biver gladere? Hvorfor er folk ikke lige så smilende og næsten naivt positive om vinteren eksempelvis? Godt nok titter de smukke grønne blade ikke frem på egen og bøgen, men tilgengæld træder vi ind i en ny verden, i et snedækket landskab lysere og mere skindende end nogen anden årstid. Så hvorfor denne glæde ved sommeren? I det jeg slendrer forbi pigen i den røde kjole glemmer jeg med det samme min undren.

Musikvideoen er af den danske alternative gruppe Efterklang og illustrerer glimrende hvordan leg, glæde og idyl springer frem i sommerperioden.

En følelse af tyrkisk kælighed

Inden jeg krydsede Tyrkiets grænse var jeg, som nok andre danskere, i besiddelse af typiske vestligt prægede fordomme om Tyrkiet, dets folk og dets kultur. Fordomme båret frem af manglende kendskab og kontakt med landets befolkning og kultur. Derfor betragtede jeg rejsen til Tyrkiet som værende en mulighed for enten at få disse fordomme Indfriet eller afkræftet.

En oplevelse som endte med at blive en væsentlig faktor for dette var besøget hos familien Palaci. Forud for besøget havde vi fået beskrevet familiens overdådig gæstfrihed, men ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig den varme og glæde som ventede i deres storslåede hjem.

Efter en lang bustur kunne vi alle træde ind i familiens smukke entre, hvor vi her blev mødt med brede varme smil og åbne arme fra familiens overhoved, den ældste søn, Ahmed. Årsagen til Ahmeds overtagelse af denne plads, lå grundet i at Metin, familiens fader, var gået bort blot seks måneder forud for vores besøg. Trods denne hændelse var Ahmed i stand til at velkomne os med en gæstfrihed ud over danske vaner. En gæstfrihed Ahmed førte videre i Metins ønske, hvilket etydeligt kunne fornemmes. Ahmeds åbne arme førte os fra entreen ind i husets prægtige stue. Væggene var smukt beklædt med ægte osmanske kunstgenstande lige fra billeder til ornamenterede figurer, som Metin igennem sit liv havde samlet. Efter den varme velkomst i stuen blev vi alle én efter én vist ud i udestuen, hvor vi her kunne nyde udsigten til broen der, faktisk såvel som symbolsk, forenede den asiatiske og europæiske side. I udestuen ventede der, udover den skønne udsigt, et tyrkisk festmåltid. Familien havde arrangeret en buffet, hvor alle former for tyrkisk mad var præsenteret. Det overdådige festmåltid viste os endnu engang hvordan den overdådige gæstfrihed trådte igennem, i forhold til hvad vi danskere er vant til.

På trods af det prægtige hus og den skønne middag var der dog stadig en episode der lod oplevelsen hos familien forblive uforglemmelig.

Efter middagen blev alle vi piger vist ind i familiens hyggelige køkken Her fik vi at vide, at vi ville blive præsenteret for Metins kone, hvilket for os var en kæmpe ære. Vi satte os alle ganske ydmygt i en rundkreds, hvor vi ventede spændt på at møde hende. Ud fra køkkenet trådte en lille, ældre smårund og storsmilende kvinde, og betragtede os alle hver og én nøje. Der gik noget tid inden hun, tydeligt bevæget af vores tilstedeværelse, fik fremstammet at hun betragtede vores besøg som et symbol. Et symbol på en gave bestående af tyve nye smukke døtre. I dette øjeblik mærkede jeg en gennemtrængende følelse af glæde. En glæde, men ikke mindst en lettelse over at mine fordomme var blevet afkræftet i mødet med denne ældre fantastiske kvinde, hendes familie, og ikke mindst hendes kultur.                             

Halstørklæde-snak

 

                 Her sidder man så, endnu en gang under tæppet med musik på anlægget, iste i glasset, hjemmestrikket tørklæde om halsen og computeren på skødet, i færd med at skrive endnu en aflevering. Nej, hvor er det hyggeligt! Med det yderst væsentlige emne, EU, kørende ned over skærmen chokerer det mig hvor lang tid man egentlig bruger på disse, i længden, nyttesløse afleveringer. Hvad er meningen med dette? Hvad er meningen med at jeg, endnu engang, med render under øjnene og søvn i krogene en onsdag aften, sidder og beskæftiger mig med dette nyttesløse projekt. I sidste ende udmunder det jo bare i en endnu mere nyttesløs  hue, med et intetsigende tal indskrevet der i. Se, det er hvad jég har formået iløbet af tre år.

                  Med EU på natteordenen strejfer det mig, hvad man egentlig går glip af i disse tre, til tider umenneskelige lange år. Mens jeg, med mit uldne halstørklæde viklet om, rejser andre unge rundt og indsnuser verden. De samler erfaring, oplever og udforsker, mens jeg sidder her bag skærmen og undres. Undres over dette uendelige spild af tid, spild af liv der næsten udelukkende resulterer i stress og tristhed. Er der noget formål med dette? Bortset fra en fremtid bestående af endnu længere uddannelse med endnu længere afleveringer og projekter, med endnu mere stress, hvad opnår man da? Lykke og velvære, et lille ego-boost måske? I sidste ende opnår man vel det vi alle forsøger at udkonkurrere hinanden på. Viden. Viden som jeg personligt er lykkeligt for at have opnået i løbet af denne halve gymnasieuddannelse. Viden der nu vil lukke skærmen ned, pakke sig ind i sit uldne tørklæde og sige Godnat.

Tidligere indlæg

 

         

                 Somme tider må rare og komfortable øjeblikke ophøre, ikke i al evighed, men blot for en stund for at gå hen og blive til alvorlige og, måske for nogle, ubehagelige og prikkende realiteter. Denne stund er nu kommet. Jeg må desværre stille den dam-pende dejlige jordbærte tilside, for at tage de store hinkestensbriller på og blive alvorlig, blive betænksom og fordyb- ende. 

          Årsagen til denne betænksomhed skyldes en episode i vores, 2.r’s, herlige klasselokale 3215, hvor jeg i al morsomhed blev spurgt om jeg hellere ville være af mandligt køn end kvindeligt, på baggrund af min afsky til lyserød neglelak. Først grinede jeg af det og tænkte naturligvis ikke nærmere over spøgen, men nu, ved nærmere eftertanke satte det en mindre indre monolog igang. Er man mindre kvindelige, mindre piget hvis man ikke har en vanvittig hang til lyserød neglelak, glimmer, glitter og pastelfarver? Gør det én mindre kvindelig hvis man ikke brokker sig over manglende roser på valentins dag, men i stedet foretrækker en, i mit tilfælde, fantastisk cd fra Mobydisc eller en blændende sindsoprivende gyserfilm? Personligt synes jeg det er ret undeholdende at nogle kvinder føler trangen til at sætte andre kvinder i bås, eftersom et utal af kvinder konstant taler om feminisme, søstersolidaritet og om at kvinder generelt bør stå samme som en sammentømret enhed. Men det at sætte andre i bås, at vurdere hvor vidt de er kvindelige eller ej baseret på baggrund af eksempelvis udseende, er det lig søstersolidaritet, fællesskab og  “true women power”? Er det netop ikke at inddele i grupper og skabe afstand kvinder imellem?